AD
En ældre kvinde i Gentofte blev snydt af en person, der udgav sig for at være en bankmedarbejder med navnet Martin. Det er den slags opkald, der lyder trygt i de første sekunder, fordi stemmen i den anden ende lyder professionel og har travlt på den der “jeg ringer kun, fordi det er vigtigt” måde. Og netop dét er hele pointen.
For når nogen præsenterer sig som en fra banken, så rammer de direkte ned i vores indbyggede refleks: Det her tager jeg seriøst. Mange kender følelsen. Man retter sig lige op i stolen, hjernen skifter til problemløsnings-mode, og man får lyst til at samarbejde, fordi man tror, man er ved at undgå noget værre. Svindleren har sandsynligvis gjort det før og ved præcis, hvordan man får samtalen til at køre på skinner.
I den her sag endte det med, at kvinden blev svindlet. Detaljerne om præcis hvordan pengene blev lokket ud, eller hvilke oplysninger der blev givet videre, er ikke lagt frem her. Men selve mønstret er tydeligt: En person bygger troværdighed op ved at låne bankens autoritet, tager styringen i samtalen og skaber en situation, hvor den der bliver ringet op, føler sig presset til at handle hurtigt.
Det er også dét, der gør den her type svindel så ubehagelig. Den handler ikke om tekniske hacks og avancerede computere. Den handler om mennesker, timing og psykologi. Som en form for telefonudgave af et trylletrick, hvor man får dig til at kigge det forkerte sted hen, mens det rigtige sker lige foran næsen på dig.
Sagen fra Gentofte står som endnu et eksempel på, at især ældre kan blive ramt, når svindlere målretter deres metode mod dem, der ofte har større tillid til myndigheder, banker og “systemet” i den anden ende. Og den minder om, hvor hurtigt et helt almindeligt opkald kan glide fra hverdagsstøj til noget, der sætter sig længe efter røret er lagt på.