… Vi fik netop det spørgsmål i indbakken. Ja er svaret og desværre er det ikke kun et spørgsmål om en enkelt kæde som 7‑Eleven . Det er et symptom.
Detailhandlen er under pres. Ikke bare i storcentre og gågader, men også i vores lokale miljø. Små kiosker, specialbutikker og dagligvarebutikker kæmper med stigende omkostninger, færre spontane kunder og et marked hvor alt kan bestilles med to klik og leveres samme dag. Det er nemt. Men det har en pris.
Når butikker lukker, står lejemålene tomme. Og de bliver stående tomme. Mange udlejere holder fast i lejeniveauer, der hører en anden tid til, mens virkeligheden har rykket sig. Resultatet er døde facader, mørke ruder og strøg uden puls. Det gør noget ved et område. Det gør noget ved følelsen af at høre til.
Det lokale handelsliv er mere end et sted at købe mælk eller kaffe. Det er møderne, snakken over disken, genkendelsen. Det er det, der gør et kvarter levende og ikke bare til et postnummer. Når vi vælger det lokale fra, vælger vi også noget fælles fra.
Derfor er spørgsmålet ikke kun om 7-Eleven er lukket. Spørgsmålet er, hvad der bliver tilbage, hvis vi ikke bruger det, vi har. Hvis vi ikke handler lokalt, forsvinder det lokale. Så enkelt er det.
Samtidig mangler der et klart politisk ønske om at bakke op. Lavere og mere realistiske huslejer. Bedre vilkår for små erhvervsdrivende. En aktiv strategi for at holde liv i bymidter og lokalområder, før de tømmes helt.
Det her kræver, at alle står sammen. Butikkerne. Udlejerne. Kommunerne. Og os der bor her. For et lokalmiljø passer ikke sig selv. Det lever kun, hvis vi bruger det.
Reservatet. Ingen algoritmer. Kun god smag.
Lokale Nyheder

