Harry Styles er holdt op med at råbe for at få opmærksomhed. Han har ikke længere brug for det. Efter gennembruddet i 2010 som en del af One Direction og den efterfølgende transformation til en moderne inkarnation af 70’ernes bløde rockstjerner på albummet Fine Line fra 2019 og megasuccesen Harry’s House i 2022 er han landet et sted, hvor han selv definerer præmissen. Styles har i dag en placering i musikhistorien, der gør ham til en af de få artister, der kan forene den brede appel med en bevidst og æstetisk lyd.
Det seneste kapitel i karrieren bliver præsenteret med en karakteristisk mangel på selvhøjtidelighed. I beskrivelsen af den nye udgivelse bliver tonen slået fast med en vis tørhed:
”Kiss All the Time. Disco, Occasionally. Listen, optionally.”
Citatet indkapsler den retning, Styles har bevæget sig i de seneste år. Hvor debutalbummet fra 2017 var tungt på referencer til klassisk rock, er det nye materiale præget af en mere flydende tilgang til genrer. Det er musik, der ikke nødvendigvis kræver din fulde opmærksomhed, men som belønner den, hvis man vælger at dykke ned i de tekniske detaljer.
Siden han modtog en Grammy for Album of the Year i 2023, har der været spekuleret i, hvordan han ville følge op på den enorme kommercielle succes. Svaret ser ud til at være en tilbagevenden til det kuraterede og det næsten nonchalante. Produktionen trækker tråde til både den britiske poparv og en mere støvet, amerikansk vestkystlyd, hvilket underbygges af de omfattende credits, der følger med udgivelsen.
Harry Styles har formået at gøre sig selv til et globalt omdrejningspunkt uden at miste den følelse af uafhængighed, der ofte forsvinder i popmaskineriet. Det handler om mere end bare hits. Det handler om den samlede pakke af lyd, visuel identitet og en rolig selvsikkerhed, der rækker langt ud over hitlisterne. Han er ikke længere bare en popstjerne, han er en institution, der tillader sig selv at være diskret. Også når det handler om disco.
music

