Medina kan stadig sende sange op ad hitlisterne. Men hendes cafékoncept Happy Bomi i Hørsholm fik ikke helt samme levetid som et pophit med omkvæd på steroider.
Efter cirka et år har Medina og forretningspartneren Roxana Wegener lukket caféen, der lå i det gamle rådhus på Hovedgaden i Hørsholm. Lokalerne er ejet af Hørsholm Kommune og var blevet sat i stand, inden Happy Bomi åbnede sidste år.
Frederiksborg Amts Avis har forsøgt at få en kommentar til lukningen, men hverken Medina eller Roxana Wegener ønsker at udtale sig.
Da Happy Bomi åbnede i februar sidste år, fortalte Medina, at idéen opstod under en lang barsel med to små børn med 16 måneders mellemrum. Hun savnede et roligt sted i lokalområdet, hvor forældre kunne få kaffe og mad, mens børnene kunne lege tæt på.
Caféen var især målrettet barselsforældre og småbørnsfamilier med børn fra 0 til 5 år. Tanken var et sted, hvor der både var plads til kaffe, ro, leg og lidt voksenliv midt i småbørnskaosset.
Ved siden af caféen havde Medina også planer om at bygge en platform om mental sundhed for børn. Et tema hun tidligere har arbejdet med i sine tre Happy Bomi-børnebøger.
Medina og Roxana Wegener fortsætter dog som caféfolk i Hørsholm. De driver stadig Walle’s i Dronninghus på Rungstedvej, som åbnede i foråret 2024.

