To artister, der hver især har en ret urimelig evne til at få dansk pop til at sætte sig fast efter én gennemlytning. Nu mødes de på ‘Den forbandede kærlighed’.
Titlen lyder som noget, der burde ende med mascara på hovedpuden og en telefon, man absolut ikke burde skrive fra efter midnat.
Men sangen gør noget andet.
I stedet får vi en varm, let funky produktion med sommer i kroppen. Mere drink i solen end sammenbrud i køkkenet klokken 02.17. Og det er faktisk præcis dér, nummeret bliver interessant.
Medina har bygget en stor del af sin karriere på at kunne få kærlighed til at lyde både fantastisk og fuldstændig ubærlig på samme tid. Bare tænk ‘Kun for mig’, ‘Vi to’, ‘Kl. 10’ og ‘Jalousi’.
Andreas Odbjerg kommer fra en anden ende af dansk pop. Melodierne er ofte skæve, legende og pakket så elegant ind, at man først opdager bagefter, hvor effektivt omkvædet egentlig har sat sig fast.
På ‘Den forbandede kærlighed’ mødes de to verdener.
Det bliver ikke den store hjerteskærende duet, man måske havde forventet. Til gengæld bliver det en sang om kærlighedens rod, som stadig føles let nok til at skrue op for med vinduerne nede.
Og nogle gange behøver et knust hjerte åbenbart ikke regnvejr.
Det kan også få solbriller på.
Andreas Odbjerg & Medina – ‘Den forbandede kærlighed’ er Reservatets Udvalgte.
Lyt til musikken
Lyd-kommentarer (0)
Optag din stemme
Del din holdning om emnet! Din optagelse vil ligge offentligt her og kan udvælges til afspilning i radioen.

