

Med Politikens daglige podcast ’Du lytter til Politiken’ i ørerne får du på 20 minutter én særligt udvalgt, aktuel historie leveret som levende lydfortælling.
Politiken-journalisterne Kathrine Rossau, Line Prasz og Johanne Lerhard er værter.

Det er som taget ud af et afsnit af tv-serien The White Lotus. Bag store glaspartier på en lille nordtysk ø tjekker stenrige turister fra hele verden ind på et luksuriøst hotel med ét fælles mål: De drømmer om at blive så gamle som muligt. Koste, hvad det vil. Det tyske hotel Lanserhof lover at gøre deres gæster yngre. Helt præcist syv til ti år på blot en uge. Og netop det løfte får også journalist Clara Underdahl, da hun bliver modtaget af et hold speciallæger med alt fra rødbedekombucha, til medicinske frysere i menneskestørrelse og regler om at tygge hver bid - af en mildest talt sparsom kost - mindst 30 gange i deres repertoire. I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller Clara Underdahl om det 115.000 kroner dyre såkaldte longevity ophold faktisk har gjort hende yngre. Og om, hvad det fortæller om vores tid, at jagten på at blive udødelig er blevet en ferieform. Vært: Johanne Lerhard Producer: Regine Frederiksen Research: Iben Mejlhede Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Det kan være rart at tro på, at vores problemer med USA kom med Trump. Måske fordi vi så håber, at de så også vil forsvinde med ham igen. Men splittelsen mellem os i Europa og dem i USA stikker langt dybere end bare Trump og hans magabevægelse. Rasmus Sinding Søndergaard er seniorforsker hos Diis. Han er amerikansk gift. Og så har han i længere perioder boet i USA. Nu har han skrevet en bog om, hvordan Europa og USA både pludseligt og langsomt er gledet fra hinanden. Og om, hvordan vi i Europa bare valgte at lukke øjnene og fortrænge vores forskelligheder, i stedet for at se dem i øjnene. I dag spørger vi ham, om vi i Europa i virkeligheden opfører os hyklerisk, når vi bliver overraskede over USA’s brutale fremfærd under Trump. Og om vi nogensinde kan blive bedste venner med amerikanerne igen. Vært: Line Prasz. Producer: Inge Høeg. Research: Fiona Fälling. Redaktør: Nina Kragh.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Det er ukrainernes skyld, at amerikanerne skal hive så mange penge op af lommerne, når de tanker benzin. Så længe Zelenskyj insisterer på at angribe russiske olieanlæg, vil priserne blive ved med at stige. Og måske burde han gå af, nu hvor han tydeligvis ikke ønsker fred. Nogenlunde sådan lød meldingen fra Donald Trump, da han i weekenden forsvarede en mildest talt kontroversiel aftale med Vladimir Putin. Den amerikanske præsident har nemlig købt diesel i hundredtusindvis af liter af sin russiske kollega. Og med ét ændrede verdensordenen sig, som vi kender den. I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller international kommentator Michael Jarlner om, hvorfor vi i et hav af kontroversielle udmeldinger fra Trump alligevel bør spærre øjnene op netop nu. Vært: Johanne Lerhard Producer: Karoline Fogh Lassen Research: Iben Mejlhede Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

For fire år siden så vi alle sammen, hvordan Østersøen var blevet forvandlet til et boblebad. Nogen havde sprængt hul i de gasledninger, der transporterede gas fra Rusland, lige forbi Bornholm og frem til Tyskland. Siden er flere og flere detaljer kommet frem af en historie så utrolig, at den synes at overgå fiktionens vildeste påfund. Blandt hovedpersonerne er en ukrainsk superdykker og tidligere nøgenmodel. En lystyacht med sprængstof ombord og en mistænkt, der blev anholdt, mens han var ved at lave en film med superstjernen Sean Penn. Og nu kulminerer det hele med retsagen mod ukraineren Serhii K i retten i Hamburg. Det taler vi i dag med Politikens journalist Hans Davidsen-Nielsen om. Vært: Kathrine Rossau Producer: Jonas Bach-Madsen Research: Laura Dalgaard Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

De franske teenagere begyndte fredeligt. Med protestsange, hjemmelavede skilte og fælles krav om skoler uden lærermangel, nedslidte klasseværelser og nogle steder endda rotter på gangene. Men så eskalerede det. Og nu har tusindvis af franske gymnasieelever antændt et ungdomsoprør. Inklusive voldelige sammenstød, anholdte mindreårige og nogle krav, der op til et præsidentvalg kan blive umulige at opfylde for de politikere, som lige nu kæmper om folkets gunst. I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller korrespondent Tine Kirkensgaard Hansen om en ny generation af protestlystne franskmænd. Og så svarer hun på, hvorfor de er så bange for deres fremtid, at de går på gaden i stedet for at gå i skole. Vært: Johanne Lerhard Producer: Sille Westphal Research: Iben Mejlhede og Karoline Fogh Lassen Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Vi har set ham dansende rundt med sine venner, partyprinsen, vi har set ham som løber til Royal Run, og i formelle roller som kronprins af Danmark. Men kronprins Christian er også militærmand. Og på den måde er han en del af en oprustning. Nu har han sagt ja til at fortælle Politikens forsvarsredaktør Jakob Hvide Beim om sine oplevelser i Forsvaret, og om hvad det har betydet for ham at starte en karriere dér. En karriere, som også gør kronprinsen til en reklamesøjle for Forsvaret i en alvorlig tid. En oprustningstid, hvor værnepligten er udvidet, og hvor flere – kvinder som mænd – helst skal trække i trøjen. I dag fortæller Jakob Hvide Beim, hvad det var for en ung mand, han mødte på Amalienborg. Og om hvad det er for tanker, han gør sig om livet – og fremtiden – i Forsvaret. Vært: Kathrine Rossau Producer: Peter-Emil Hornemann Research: Fiona Fälling Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Filmen ’The Social Reckoning’ om Meta har haft premiere i denne her uge, og den sætter noget vigtigt på dagsordenen, mener kulturredaktør Lotte Folke. Nemlig hvordan de store tech-platforme forandrer hele vores samfund, hvordan vores børn har det, hvordan vi taler sammen i den fælles offentlighed. Og det er nogle af de bevægelser, der går så stærkt at vi har brug for kulturen til at hjælpe os med at tale om det. Lotte Folke har inviteret filmkritiker Kim Skotte i studiet sammen med journalist, Emilie Maarbjerg Mørk, der har dækket Meta de seneste mange måneder. Hvad fortæller filmen om den verden de store tech-selskabers indtog har efterladt? Vi klæder dig på til ugens store kultursamtale. I dette afsnit nævner vi selvmord. Husk at hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, skal du tale med nogen om det. Du kan ringe anonymt til Livslinien alle dage fra klokken 11 til 05 på telefon 70 201 201. Er du akut selvmordstruet, skal du ringe 112.See omnystudio.com/listener for privacy information.

8,7 millioner cpr-numre på både nulevende og døde danskere er blevet støvsuget og lækket fra det centrale cpr-register i et af de største datatyverier nogensinde herhjemme. Den nyhed ramte os alle sammen i mandags og chokerede både myndigheder, eksperter i IT-sikkerhed og regeringen. Lækket fik med det samme journalister på Politiken til at gå i gang med at finde ud af, hvem hackeren kunne være. Men pludselig landede en besked i Politikens sikrede postkasse. Her påstod en person at være hackeren bag angrebet. Journalist på Politiken Magnus Bredsdorff var en dem, der undersøgte lækket og den formodede hacker, og i dag spørger vi ham om, hvordan det kunne lade sig gøre, at en hacker fik adgang til stort set alle vores cpr-numre, hvorfor personen gjorde det, og hvad det siger om vores allesammens data-sikkerhed. Vært og producer: Jonas Schrøder-Andreasen Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Vi kender ham som actionhelten. Vi kender ham som førsteelskeren. Og nu skal vi så til at lære ham at kende som skurken. Tom Cruise er 64 år, og han har lige taget hul på noget nyt. Faktisk en helt tredje fase af sin karriere. I mange år har han gjort alt for at være pæn og smooth, køre hurtigt på motorcykel og hænge rigtig meget i tynde reb uden på høje bygninger. Men i filmen ’Digger’ møder vi ham som grim, grotesk og ond. Så hvem skal Tom Cruise nu til at være, og hvordan bliver man egentlig gammel i Hollywood? De spørgsmål stiller vi Politikens filmkritiker Kim Skotte i dagens afsnit. Vært: Kathrine Rossau Producer: Karoline Fogh Lassen Research: Fiona Fälling Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Hun ligger dér. Fastspændt på en briks med armene ud til siden, mens folk omkring hende leder efter en åre, de kan stikke i. Christa Pike skal have en dødelig indsprøjtning, og til sidst lykkes det at stikke nålen i armen. Men hun dør ikke. Heller ikke anden gang den dødsdømte fange får en sprøjte, dør hun, og man kan høre hendes lyde bag forhænget. Christa Pike ender på hospitalet, hvor de paradoksalt nok redder hendes liv. Så nu er hun både levende og vågen. Med den historie buldrer debatten om dødsstraf igen afsted i USA, hvor mere end 2.000 mennesker sidder på dødsgangen og venter på at blive henrettet. Journalist Peter Krogh Andersen har fulgt en af de fanger igennem en årrække. I dagens afsnit af 'Du lytter til Politiken' fortæller han, hvad man tænker på, når man venter på at dø, og hvorfor det så ofte ikke lykkes at gennemføre de planlagte henrettelser. Vært: Kathrine Rossau Producer: Jonas Bach-Madsen Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Når folk ønsker sig et barn, men mangler en sæddonor, er det verden over ofte et katalog med danske mænd, de kigger igennem. Danske mænd, der er anonymiseret, men som alligevel fortæller lidt om sig selv – hårfarve, højde, øjenfarve og nogle gange meget mere. Den danske sædbranche er en milliardindustri. Det hele startede i 80’erne med en dansk iværksætter, der havde en drøm. Det har Anne Mette Lundtofte skrevet en bog om. Hun er gæst i dagens afsnit af 'Du lytter til Politiken', hvor hun fortæller, hvordan det gik til, at Danmark blev hele verdens sæd-hovedstad – og om de problemer, der uvægerligt følger med industrien. Vært: Kathrine Rossau Producer: Jonas Schrøder-Andreasen Research: Laura Dalgaard Redaktør: Line Prasz See omnystudio.com/listener for privacy information.

Det er et af USA's allerfineste universiteter. Det er garant for det ypperligste inden for forskning og uddannelse, og så er det en mulig adgangsbillet til det gode selskab. Men nu er Cornell University blevet centrum for en sag, der sender rystelser gennem hele landet. En sag, hvor en kvinde anklager syv mænd for at have gruppevoldtaget hende for to år siden, men som aldrig har ført til nogen sigtelser. I dagens afsnit fortæller Politikens kulturredaktør Lotte Folke, hvorfor sagen først er stukket i brand nu, og hvad den fortæller om et mørkt hjørne af kulturen på de amerikanske universiteter. Vært: Kathrine Rossau Producer: Jonas Bach-Madsen Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Line Prasz See omnystudio.com/listener for privacy information.

Siden Donald Trump blev præsident i 2016, er hans sprog blevet mere simpelt, barnligt og vulgært. Og faktisk så brutalt, at det kun er overgået af Hitler, Kim Jong-un og Stalin, viser en analyse. Men hvad kendetegner ellers Donald Trumps sprog? Og hvad har det af betydning for os andre, hvordan verdens mægtigste mand taler? Det fortæller Politikens Jesper Thobo-Carlsen om i dag. Vært: Kathrine Rossau Producer: Alma Kjær Agergaard Research: Peter-Emil Hornemann Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

De hænger på rad og række: Danmarks regenter i Riddersalen på Frederiksborg Slot.Og mellem Christian IV og Christian X hænger Kong Frederik X nu også. Han er malet af billedkunstner Cathrine Raben Davidsen. Og netop dét maleri, er der mange, der mener noget om. Men hvorfor har det skabt så meget debat? Og er det overhovedet vigtigt, om et portræt ligner den, det skildrer? Det spørger vi dagens gæst Emil Bergløv om. Han er kulturjournalist på Politiken og han har talt med Cathrine Raben Davidsen. Både om hvordan maleriet er blevet til og om hvad, der var svært. Vært: Kathrine Rossau Producer: Kathrine Eggert Wadsholt Research: Laura Dalgaard Redaktør: Line Prasz See omnystudio.com/listener for privacy information.

Borgen, Forbrydelsen, Herrens Veje, Arvingerne. En hel stribe af de dram-serier, som DR har lavet, har været fælleseje for danskerne – faktisk en slags dannelse for os alle sammen. Og sådan er det også for de mennesker, der har skabt dem gennem årene: manuskriptforfatterne, skuespillerne, instruktørerne, fotograferne, klipperne og produktionsfolkene. Men nu er de bekymrede. Og de advarer imod, at DR kan være i gang med at tabe sin stolte dramatradition på gulvet. En tradition, der har formet dem, og som har sikret nyskabelser og kvalitet på dansk. Men i en tid, hvor der er mere indhold at kaste sig over end nogen nogensinde kan nå at se, hvor vigtigt er det så egentlig? Det svarer kulturjournalist på Politiken Lars Eriksen på i dag. Vært: Kathrine Rossau Producer: Karoline Fogh Lassen Research: Peter-Emil Hornemann Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Kansler Friedrich Merz’ øjne er trætte. Hans skuldre hænger, og ordene, der kommer ud af hans mund, er nederlagets tale. Delstatsvalget i Mecklenburg-Vorpommern var en katastrofe for ham og hans parti. Og det samme var valget i Sachsen-Anhalt. Og det på trods af, at stemningen var en helt anden, da den nye kansler satte sig i stolen for bare halvandet år siden. En tid, hvor Tyskland havde rigtig mange problemer, men hvor der var en tiltro til, at Friedrich Merz var kampdygtig. Og i EU klappede man i hænderne over, at der igen sad en europæer med stort E i kanslerstolen. Nu er det ren nedtur. Og stolen vakler under Merz. Men hvad er der på spil for alle os andre her i Europa, når tingene eroderer omkring Friedrich Merz? Det spørger vi Karin Axelsson om i dagens afsnit. Hun er Politikens EU-korrespondent og har oplevet Friedrich Merz både i medvind – og nu i modvind. Vært: Kathrine Rossau Producer: Jonas Schrøder Andreasen Research: Fiona Fälling Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Rødbeder fra Samsø, gulerødder fra Lammefjorden, nyopgravede kartofler fra Vildmose og sprøde æbler fra Fejø. Mange af os kigger instinktivt efter det lille dannebrogsflag, når vi køber ind i supermarkedet. Vi går efter sunde, friske danske grøntsager og frugter. Eller gør vi? For der er sket noget i frugt- og grøntafdelingen, og mere og mere af det, vi putter i kurven, er blevet dyrket i udlandet. Så nu kommer ærterne fra Østeuropa, æblerne fra Spanien og tomaterne fra Holland. Men er det overhovedet et problem? Lars Dahlager, der gennem årtier har dækket fødevareområdet for Politiken, svarer på det spørgsmål i dagens episode af ’Du lytter til Politiken’. Vært: Kathrine Rossau Producer: Sille Westphal Research: Peter-Emil Hornemann Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Vi ved, hvor galt det kan gå. En vennetrio går i opløsning, fordi to i gruppen bliver trætte af den sidste. Det er på en måde det, der for nylig er sket mellem USA, Canada og EU. Da den canadiske premierminister, Mark Carney, talte foran EU-Parlamentet og kindkyssede Ursula von der Leyen, tog han nemlig et skelsættende skridt væk fra Trump og USA. EU-korrespondent Karin Axelsson var med i Strasbourg, da EU tog imod Canada med åben favn og hidtil uset store drømme om et endnu tættere forhold. I dagens afsnit fortæller hun, hvordan det endte der, og hvordan Trump mon har det med at blive holdt udenfor. Vært: Johanne Lerhard Produktion: Peter-Emil Hornemann Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

At være ung og veluddannet plejede at være et hack på arbejdsmarkedet. Men med kunstig intelligens er rugbrødsarbejde blevet computerens arbejde, og det gør det sværere for unge og veluddannede at lande deres første job. Økonomiredaktør Per Thiemann fortæller i dagens episode af ’Du lytter til Politiken’ om det bedste og det værste, der kan ske med eksplosionen af kunstig intelligens i stort set alle vores arbejdsliv. For hvad skal unge drømme om at lave i en verden, hvor robotter kan meget mere end mennesker? Vært: Johanne Lerhard Research og Produktion: Alma Kjær Agergaard Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

I denne uge underskrev Donald Trump, Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen den store Grønlandsaftale med venlige smil og pæne ord. Men det er kun få måneder siden, situationen var en helt anden. Hvor truslerne fra Trump ifølge DR fik Danmark til at sende både sprængstoffer og blod fra danske blodbanker til Grønland. Alt det i tilfælde af, at præsidenten faktisk mente det han sagde. Og ikke mindst tog det, han ville have. I dagens afsnit af 'Du lytter til Politiken' ser Politikens Jesper Thobo-Carlsen tilbage på de seneste ni måneders dramatiske Grønlandskrise. Og så forklarer han, hvordan vi endte i en samtale, der tilsyneladende er fryd og gammen for alle, når det kunne være gået helt galt. Vært: Gudrun Marie Schmidt Research: Karoline Fogh Lassen Produktion: Jonas Bach-Madsen Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

I lang tid stod de tre stole tomme i det nærmest komisk lille lokale i FN-bygningen i New York.En til USA. En til Danmark. En til Grønland.Og mens pressen ventede på Donald Trump, Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen, steg spændingen i rummet. Angsten.For hvad der kunne ske, når de tre statsledere trådte ind for at underskrive den historiske aftale om sikkerhed. For hvad den amerikanske præsident kunne finde på at sige.Men så trådte de ind gennem en sprække i et sæt tunge, blå gardiner. Og der var ro.Orden. Omfavnelser, da aftalen blev underskrevet. Indtil spørgsmålene kom til Trump. Også fra USA-korrespondent Bo Søndergaard.For er præsidentens truende ambition om at ville eje Grønland nu off the table?Vi fangede Bo Søndergaard på gaden i New York. På vej fra det historiske øjeblik og mod Mette Frederiksens pressemøde i den danske repræsentation. Vært: Johanne Lerhard Producer: Jonas Schrøder-Andreasen Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

De fik æren for at skabe et mirakel. Med bare en sprøjte sluttede for mange en evindelig kamp mod overvægt. Takket være Novo. Ozempic og Wegovy løftede på rekordtid virksomheden ud af rollen som dansk duksedreng og op blandt medicinalindustriens tungeste sværvægtere. Og mens alt fra Hollywoodstjerner til almindeligt dødelige blev tyndere og tyndere, voksede Novo sig bare større. Virksomheden blev en dansk kronjuvel, der skinnede ud over beskæftigelsen, økonomien og sundheden. Indtil skæret pludselig ikke lyste så klart længere. I dag har vi besøg af DR-journalist Ole Hall, der i sin nye bog ’Novo Nordisk – En succes med bivirkninger’ har bevæget sig helt tæt på nogle hæsblæsende år for medicinalgiganten. For hvor står virksomheden i dag, hvor aktien styrtdykker på trods af ambitioner om ny mirakelmedicin? Vært: Johanne Lerhard Research: Peter-Emil Hornemann Produktion: Jonas Bach-Madsen Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

På bostedet Thorupgården på Nørrebro bor 38 unge, som har nogle helt andre betingelser for at få et godt liv end langt de fleste andre unge i Danmark. Og en gruppe unge, som eksperter peger på, at samfundet har gemt af vejen. Og glemt. Politiken-journalisterne Anders Legarth Schmidt og Ida Herskind har interviewet tre af beboerne, Simone, Magnus og Sofía. De fortæller om at tilbringe op til 90 procent af døgnet i sengen, om at drømme om et lille hus og en familie. Og om gerne at ville forsvinde fra denne verden på en rus af Ketamin. Vært, research og produktion: Jonas Schrøder-Andreasen Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Charlotte Flindt Pedersen var kun 16 år gammel, da hun første gang besøgte Moskva i begyndelsen af 80’erne. Med sine gulerodsbukser og en forkærlighed for disco var hun et eksotisk indslag for et russisk folk, der i årtier havde været lukket om sig selv og nu stod på kanten til en ny virkelighed. Siden dengang er der sket en del. Både for teenagepigen, der ved et tilfælde valgte russisk i gymnasiet og endte med at gøre landet til sin levevej. Og for den russiske befolkning, hvis selvfortælling har formet og omformet sig igen med de store politiske forandringer i verdens største land. I dag fortæller tidligere direktør i Udenrigspolitisk Selskab Charlotte Flindt Pedersen om de 110 millioner russere, der denne weekend går til valg. Om hvad mere end to årtier med Putin ved magten og fire års krig i Ukraine har betydet for den befolkning, som hun kender så godt. Vært: Johanne Lerhard Producer: Karoline Fogh Lassen Researcher: Peter-Emil Hornemann Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Måske forkælede din mormor dig med masser af slik på en helt almindelig tirsdag. »Mor og far behøver ikke vide noget«, kunne hun finde på at hviske til dig. Eller også har dine forældre i en halvdesperat tone ringet til din farfar, fordi du måtte blive hjemme fra skole med influenza. »Selvfølgelig passer jeg«, har han svaret og troppet op med røverhistorier mod feberen. Forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn er noget særligt. Men noget tyder på, at det er ved at ændre sig. At et opgør er i gang. Det ved debatredaktør Silja Thøgersen. For tiden er avisen nemlig fyldt med bedsteforældre, der føler sig kørt ud på sidelinjen, når de ikke længere kan bruges til noget. I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller hun om, hvad der er på spil, når tætte bånd mellem bedsteforældre og børnebørn går tabt. Og hvorfor relationen egentlig er blevet så svær. Vært: Johanne Lerhard Producer: Frederik Gabrielsson Researcher: Peter-Emil Hornemann Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Der er lagt op til kamp i USA. Republikanerne kalder deres modstandere alkoholikere, børnemishandlere og kommunister. Imens gør Demokraterne alt for at minde om alle de måder, Trump har gjort amerikanernes liv både dyrere og dårligere. Slutspurten op til det måske mest historiske midtvejsvalg nogensinde gør for tiden det politiske klima i Guds eget land endnu mere giftigt. For USA-korrespondent Bo Søndergaard kræver det kun en tur i det lokale supermarked at mærke, hvor meget der er på spil for de millioner af amerikanere, der til november skal i stemmeboksen. I dagens afsnit af 'Du lytter til Politiken' fortæller han, hvordan kampen om magten lige nu udspiller sig i USA. Og så svarer han på, om der overhovedet er grænser for, hvad partierne vil gøre for at vinde den. Vært: Johanne Lerhard Producer: Jonas Schrøder-Andreasen Research: Fiona Fälling & Karoline Fogh Lassen Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

For fem år siden er Rasmus Nissen Kristensen 24 år. Han er landsholdsspiller. Han er Premier League-spiller i den engelske klub Leeds. Han tjener med egne ord ’latterligt mange penge’. Han har opnået alt det, som små drenge og piger, der spiller fodbold, drømmer om. Men lige der, midt i drømmen, viser den sig at være det stik modsatte. I sin selvbiografi, ’Overlevelse’, lukker han som en af meget få professionelle fodboldspillere op for et tabu i fodboldverdenen. Nemlig hvordan det er at præstere foran titusinder af mennesker, når man samtidig slås med store mentale udfordringer. For i fodboldverdenen taler man mere om fibersprængninger end om psykiske problemer – men hvorfor er det egentlig sådan? I dagens afsnit besøger vi Rasmus Nissen Kristensen for at finde ud af det. Vært, producer og researcher: Jonas Schrøder-Andreasen Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Først var det et værktøj, som kunne hjælpe os med at skrive en tale eller finde den bedste rute på rejsen. Så hørte vi, at den ville tage vores job, at den gjorde elever dummere, og at den stjal vores bøger og musik. I den seneste uge har vi så hørt noget om kunstig intelligens, som for alvor har fået verden til at spærre øjnene op. For er der virkelig en risiko for, at den kan slå os alle sammen ihjel inden for de næste ti år? Det lyder vanvittigt, men nogle af de mest vidende inden for feltet har offentligt nikket ja til, at det er en risiko. Nu melder spørgsmålene sig så – for kan vi nå at stoppe udviklingen? Og skal vi overhovedet stoppe den? Det svarer Politikens udviklingschef, Johannes Skov Andersen, på i dagens afsnit af 'Du lytter til Politiken'. Vært: Kathrine Rossau Producer: Frederik Gabrielsson Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Kristina Olsson tænkte ikke særligt meget over det, da hun hørte en eksplosion tæt på sit hjem. Hun bor i Malmö, og i løbet af de sidste 10 år har hun vænnet sig til mere og mere bandekriminalitet i sin by. På søndag går svenskerne til valg, og dér vil man kunne se direkte i det politiske landskab, at store dele af det svenske samfund udefra set er gået fra at være rummeligt og tolerant til at være stærkt kritisk over for indvandring. Faktisk forventer mange, at højrefløjspartiet Sverigedemokraterna vil få et kanonvalg. Og måske får de tilmed ministerposter. Sverigedemokraterna er nemlig blevet lukket helt ind i varmen, selv om de andre partier end ikke ville dele kopimaskine med dem. I dagens afsnit er Kristina Olsson med fra den anden side af Øresundsbroen for at fortælle, hvad det er, der har forandret sig i det Sverige, som tidligere gik foran som verdens humanistiske fanebærer. Vært: Kathrine Rossau Producer: Kathrine Eggert Wadsholt Research: Fiona Fälling Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Michael og Torben hader begge koriander, men elsker vin. Og så vil de virkelig gerne elskes. I 12 sæsoner har ’Gift ved første blik’ ført helt almindelige danskere som dem sammen. Men i år er der noget, der ikke er som det plejer. For vi seere møder kun fire par, selv om der faktisk var fem med. Og det har ført en sag med sig, som får alle mulige ubehagelige ting fra virkeligheden til at titte ind i programmets univers. Kulturjournalist Eva Eistrup gæster dagens udgave af ’Du lytter til Politiken’ og svarer på, hvorvidt vi overhovedet kan tillade os bare at lade os glide med og nyde programmet, hvis vi ved, at der kan være grimme ting under overfladen. Vært: Kathrine Rossau Producer: Jonas Bach-Madsen Research: Peter-Emil Hornemann Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Venstre er på en rejse, lyder det gang på gang fra Troels Lund Poulsen. Lige nu ser det dog ikke ud til, at vælgerne vil med på den rejse, og seneste meningsmåling viser, at kun 7,1 procent ville stemme på Venstre, hvis der var valg i dag. Det er den dårligste måling i dette årtusinde. Så hvor går Venstres rejse hen, og hvordan er det overhovedet gået så galt for landets ældste parti? Det spørger vi Politikens politiske analytiker Elisabet Svane om, som er dagens gæst i 'Du Lytter til Politiken'. Vært og producer: Jonas Schrøder-Andreasen Research: Laura Dalgaard Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Forestil dig et 24 meter langt skelet af en blåhval i en enorm oplyst kuppel, et kæmpedovendyr og underjordiske udstillinger, der strækker sig fra menneskets tidligste historie til universets yderste kant. Det har været en drøm i 22 år, og om seks måneder kan vi alle sammen komme ind og se det på Danmarks nye naturhistoriske museum til 1,8 milliarder danske kroner. Men i to årtier er ambitionerne stødt sammen med den økonomiske virkelighed. Gang på gang har store planer måttet lade livet, fordi der ikke var råd. Den lange kamp har også ført til et oprør fra stjerneforskere som Eske Willerslev og Minik Rosing. Politikens Torben Benner har besøgt museet og gæster dagens afsnit af 'Du lytter til Politiken'. Vært: Kathrine Rossau Producer: Jonas Bach-Madsen Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

I de her år strømmer folk til nykristne miljøer og frikirker. I dele af de nykristne miljøer følger en klar afstandtagen til homoseksualitet. En forestilling om, at homoseksualitet en synd, og at homoseksuelle kan omvendes eller undertrykke deres seksualitet gennem med teori og samtaler. Fænomenet kaldes omvendelsesterapi. Og det har EU siden 2018 opfordret deres medlemslande til at forbyde, fordi omvendelsesterapi ses som udtryk for diskrimination og homofobi. Nu er et forbud på vej i Danmark. Men hvad er det egentlig for nogle praksisser, regeringen ønsker at forbyde, og vil sådan et forbud overhovedet have en effekt? Vært: Gudrun Marie Schmidt Producer/Research: Alma Kjær Agergaard Redaktør: Nina Kragh Har du fået downloadet vores nye app Politiken Lyd? Politiken Lyd er vores helt nye abonnement med eksklusive podcasts og artikler i én app. Prøv 3 måneder for 99 kr. her.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Hvor går grænsen mellem hybridkrig og ...ja, krig? For en måned siden blev der fanget en drone i en lufthavn i Leipzig, som akkurat ikke var eksploderet ved et ukrainsk transportfly. Så kom det frem, at tyskerne er helt sikre på, at det er russerne, der stod bag. Og nu hører vi så, at der har været planlagt helt konkrete russiske sabotageaktioner imod navngivne danske virksomheder. Så er russerne i krig mod os? Og hvordan skal vi gribe en russisk aggression an - uden at komme til at eskalere det hele? Det fortæller Politikens internationale kommentator Michael Jarlner om i dagens afsnit. Vært: Kathrine Rossau Producer: Peter-Emil Hornemann Research: Fiona Fälling Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Overalt breder protesterne sig. For de er grimme, de er store, de bruger ufattelig meget strøm og alt for meget vand. Folk er rasende på datacentre. Gigantiske bygninger fyldt med den elektronik, der driver internettet og kunstig intelligens, og som vi ifølge de europæiske politikere er nødt til at bygge flere af. Faktisk kan det ikke gå hurtigt nok. Ellers bliver vi alt for afhængige af USA og Kina. I dagens afsnit fortæller Politikens europæiske klimakorrespondent, Lea Wind Friis, hvorfor det er så vigtigt, om det er en amerikansk eller en europæisk chatbot, der svarer, når vi spørger, hvilken tørretumbler vi skal købe. Vært: Kathrine Rossau Producer: Jonas Schrøder-Andreasen Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Nina KraghSee omnystudio.com/listener for privacy information.

De seneste år er skandalerne rullet ind over det norske kongehus. Nordmændene har talt om det, og det har været overalt i medierne. Limen, der har holdt sammen på det hele, hed Kong Harald, og nordmændene elskede ham. Nu er Kong Harald død, og kongehusets fremtid ligger på Kong Haakons skuldre. Manden, der var kendt som rockprisen, og som giftede sig med den han elskede, selvom hun var mere kendt for at feste igennem i Kristiansand end for de ting, man normalt forbinder med en dronning. Nu står Mette-Marit ved hans side og er både upopulær og alvorligt syg. Hvordan skal han gribe opgaven an, og hvem kan overhovedet hjælpe og støtte ham? Og ikke mindst. Hvem ER Kong Haakon? Det svarer Politikens Erik Jensen på i dagens afsnit af 'Du Lytter Til Politiken'. Vært: Kathrine Rossau Producer: Frederik Gabrielsson Research: Sofie Erna Schmidt Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

De blev kaldt ind til lægen. De blev bedt om at lægge sig på briksen, og så fik de sat en spiral op i deres livmoder. Mange beskriver det som helt ekstremt smertefuldt. Men endnu værre var skammen. Mange fortalte det ikke til et eneste menneske. Lige indtil én kvinde brød tavsheden flere årtier senere. Hun blev fulgt af en til. Og en til. Så rullede spiralsagen. I sidste uge kom der så ikke bare én, men to rapporter, som endeligt skulle afgøre, om der var tale om folkedrab, da danske læger fra 60’erne og frem lagde spiraler op i livmoderen hos mindst 4.000 grønlandske piger og kvinder. Men hvad kan spiralsagen i yderste konsekvens betyde for Grønland og for Danmark? Og er det noget, den amerikanske præsident Donald Trump kan bruge til noget? Det svarer nordisk korrespondent Claus Blok Thomsen på i dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’. Vært: Kathrine Rossau Producer: Sille Westphal Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Få har fået det britiske kongehus til at ryste som dem. Prins Harry og hans hustru Meghan Markle. Eller the Duke and Duchess of Sussex, som er de formelle titler på parret, der først strøede en skefuld hollywoodmagi ud over den royale familie, men siden kastede bombe efter bombe ned over kongehuset. Indtil de helt forlod det. Men nu er Harry og Meghan altså vendt tilbage til Storbritannien. Spørgsmålet er bare, om de er kommet for at blive, og hvad deres rolle bliver i et kriseramt kongehus, hvor de selv har bidraget til deres andel af skandalerne? Kulturjournalist Lars Eriksen har fulgt parret, fra partyprinsen mødte sin hollywoodstjerne, til de sammen blev royale kaosagenter. I dagens episode af 'Du lytter til Politiken' forklarer han, hvad deres historie fortæller om verdens mest berømte familie. Vært: Johanne Lerhard Producer: Frederik Gabrielsson Research: Peter-Emil Hornemann Redaktør: Line Prasz Har du fået downloadet vores nye app Politiken Lyd? Politiken Lyd er vores helt nye abonnement med eksklusive podcasts og artikler i én app. Prøv 3 måneder for 99 kr. her.See omnystudio.com/listener for privacy information.

En entreprenant rigmand vil give en kæmpestor og virkelig dyr gave til Fredensborg. Hvor der i dag ligger et vandrehjem i forfald, vil hotelmilliardæren Niels Fennet opføre et kunstmuseum på tusindvis af kvadratmeter. Af internationalt format. Det lyder jo ikke så dårligt for et lille lokalsamfund. Problemet er bare, at flere i byen ikke ligefrem har skrevet rigmandens gave på deres ønskeliste. Så mens kommunen jubler over udsigten til en kulturel pengeindsprøjtning, er lokale gået til kamp mod planerne. Og de er ikke alene. Overalt i landet antænder rigmandsgaver konflikter om magten til at forme vores byer. Kulturjournalist Emilie Maarbjerg Mørk har mødt Niels Fennet for at finde ud af, hvad milliardærerne egentlig vil med vores byer. I dagens afsnit sætter hun ord på, om det virkelig er så slemt med gratis gaver i millionklassen. Og hvad et projekt som det i Fredensborg kan fortælle os om fremtidens Danmark. Vært: Johanne Lerhard Producer: Peter-Emil Hornemann Research: Fiona Fälling Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Dolly Parton har altid været gådefuld. Ingen vidste rigtig, hvem hun var - og ingen vidste, at hun var alvorligt syg. Tirsdag døde den eminente sanger og sangskriver, 80 år gammel. I dag kan du høre et stort portræt af countrystjernen, som blev lavet, da Dolly Parton i 2020 på ny var tilbage på toppen - nu for en helt ny generation. På tårnhøje hæle trippede hun ind i en ny guldalder, men denne gang var det ikke fortællingen om de store bryster eller den geniale sangskat, der fyldte. Det var fortællingen om en fascinerende kvinde, der kunne samle et splittet USA. Lyt med, når kulturjournalist og vært Gudrun Marie Schmidt og musikredaktør Simon Lund fortæller om Partons liv og betydning. Vært: Gudrun Marie Schmidt Producer: Kathrine Eggert Wadsholt og Karoline Fogh Lassen Research: Peter-Emil Hornemann Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Krænkerbrillen og overgrebsbrillen er bare to af de kælenavne, de såkaldte Meta-briller har fået i folkedomstolens døbefont. For kan det virkelig være rigtigt, at vi skal kunne gå og filme hinanden i smug med et par højteknologiske solbriller? Og samtidig give verdens største techgigant endnu større mulighed for at følge med i vores gøren og laden?De spørgsmål har sat gang i en international shitstorm, der også har smittet af på danske influencere og medier. Faktisk har flere droppet reklameaftaler med Meta-brillerne.Men debatten overser nogle meget større spørgsmål, mener Politikens ellers rimelig teknologibegejstrede udviklingschef, Johannes Skov Andersen. I dagens afsnit svarer han på, om vi alle sammen skal slappe lidt af over udsigten til en mobil klædt ud som en solbrille, eller om Meta-brillerne faktisk er første skridt på vej mod et overvågningssamfund med techgiganterne som de ultimative magthavere. Vært: Johanne Lerhard Producer: Jonas Schrøder Andreasen Research: Fiona Fälling Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

I mange år var det en slags åben hemmelighed, at der foregik noget, som ikke var helt godt i den kristne frikirke Faderhuset. Og noget som har været svært for omverdenen at få indblik i. Indtil nu. Med sin nye bog ‘Barn af Faderhuset’ er Politikens Kristian Corfixen sammen med tidligere medlem af frikirken Noah Rosendal kommet tættere end de fleste på et af landets mest berygtede religiøse miljøer. Mandag var Noah Rosendal gæst i ‘Du lytter til Politiken’ og fortalte sin egen historie om opvæksten i Faderhuset. I dag fortæller journalist Kristian Corfixen om sin to år lange rejse ind i frikirken og om de helt nye oplysninger om vold, psykisk terror og myndighedssvigt, som han tog med sig ud. Både han og Politiken har forsøgt at få fat i Faderhusets ledelse og forelagt dem beskyldningerne. De er ikke vendt tilbage. Vært: Johanne Lerhard Producer: Frederik Gabrielsson Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

22-årige Noah Rosendal er vokset op i den kristne frikirke Faderhuset. Eller en sekt, som han kalder det i bogen ‘Barn af Faderhuset’, der udkommer i dag, og som han i to år har arbejdet på sammen med Politikens Kristian Corfixen. De fleste andre lærte nok Faderhuset at kende, da frikirken købte Ungdomshuset i 00’erne og sendte autonome og politibetjente ud i noget nær en krigszone på Nørrebro. Men Noah Rosendal lærte Faderhuset at kende indefra. På tætteste hold oplevede han den krig mod dæmoner, som under leder Ruth Kristiansen gjorde vold, manipulation og hjernevask til hverdagskost. En hverdag, han havnede i, da han var kun to år gammel. Hans mor havde svært ved at tage sig af ham, men blev tilbudt husly hos Ruth Kristiansens niece Kristina Djarling. Sådan begyndte den barndom, der førte ham fra villaen i Hellerup til Faderhusets minisamfund i Bandholm på Lolland og til Tjekkiet på flugt fra de danske myndigheder. Indtil han besluttede sig for at bryde ud. I dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller Noah Rosendal sin historie. Vi har forelagt Faderhusets ledelse og hans mor hans kritik. De er ikke vendt tilbage. Vært: Johanne Lerhard Producer: Jonas Schrøder Andreasen Research: Peter-Emil Hornemann Redaktør: Line Prasz Har du fået downloadet vores nye app Politiken Lyd? Politiken Lyd er vores helt nye abonnement med eksklusive podcasts og artikler i én app. Prøv 3 måneder for 99 kr. her.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Da Jason Arday blev ansat på Cambridge University i 2023, var det en festdag for mange. Kun 37 år gammel var han den yngste sorte professor nogensinde på det britiske eliteuniversitet. Og ikke nok med det: Hans livshistorie var også fyldt med så megen modstand, at hans status som akademisk superstjerne kun blev endnu større. Men så begyndte den fortælling at krakelere. Og gennem sprækkerne begyndte den sande historie om hans liv at tegne sig. Litteraturredaktør på Politiken Jes Stein Pedersen havde knap lukket Jason Ardays selvbiografi, da den britiske sociolog blev fundet død. I dagens afsnit fortæller han om, hvordan sagen om Jason Arday udviklede sig til en betændt debat om, hvor langt verdens fineste uddannelsessteder går i jagten på at blive woke. Vært: Johanne Lerhard Producer: Karoline Fogh Lassen Research: Fiona Fälling Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Ariana Grande har i et årti været en af verdens største superstjerner. Men for tiden overdøver noget hendes kæmpehits og prisnominerede skuespilpræstationer: Hvor tynd hun er blevet. I begyndelsen af august fik den tidligere barnestjerne nok. Så meget, at hun nu vil trække sig fra offentligheden. Udmeldingen har antændt en splittet debat om, hvad vi må sige om kvinders kroppe, og om vi overhovedet må sige noget. Men der er ét sted på internettet, hvor Ariana Grandes krop ikke er et tabu eller et problem. Tværtimod. Det har vi allesammen overset, mener kulturredaktør Lotte Folke, som gæster dagens afsnit af 'Du lytter til Politiken'. Vært: Johanne Lerhard Producer: Frederik Axel Fisker Gabrielsson Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Det kan begynde uskyldigt med børnefødder hos overboen, der larmer i gulvet. Med en hæk, der lige præcis vokser sig ind over grænsen mellem to haver. Med en ny carport hos naboen, der for en tid forvandler en halv villavej til en byggeplads.Men så kan det blive værre. Børnefødderne bliver større, og larmen bliver uudholdelig. Hækken vokser vildt og virker efterhånden som en krænkelse af privat grund. Naboens nye carport viser sig at være to etager høj og blokere alle andres udsigt. Hvad der begyndte som helt normalt naboskab, bliver til en nabokrig. I disse år ender et rekordhøjt antal nabosager hos politiet. Med sin podcast ‘Kvinden på første’ i Politiken Lyd bevæger undersøgende journalist Jonas Pröschold sig helt tæt på, hvad der sker, når et naboskab bliver så giftigt, at det ender ved en domstol. Han er dagens gæst i 'Du Lytter til Politiken'. Vært: Johanne Lerhard Producer: Frederik Axel Fisker Gabrielsson Research: Laura Dalgaard Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Det gik stærkt, da USA i februar indledte sin krig mod Iran.Fra begyndelsen fyrede amerikanerne missiler mod landet i en vis hast og sendte oven i det massevis af sted for at afværge iranske gengældelsesangreb mod allierede i regionen. Men måske gik det lidt for stærkt. For nu tyder noget på, at krigen har tæret en hel del på verdens største militærmagt og dens missillager. Og selv om præsident Trump affejer det hele som ondsindede rygter, tegner konturerne af et svækket USA sig. Det gnider landets fjender sig i hænderne over. I dagens afsnit af 'Du lytter til Politiken' fortæller international kommentator Michael Jarlner om de vidtrækkende konsekvenser, det kan få, hvis USA skal til at spare på missilerne og ikke længere kan beskytte sine allierede. Vært: Johanne Lerhard Producer: Sille Westphal Research: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Line PraszSee omnystudio.com/listener for privacy information.

»Sange om mænds liv tilhører os alle. Det er sange, alle kan spejle sig i. Hvorimod sange om kvinders liv er niche. Noget for kvinder«. Sådan siger sanger og sangskriver Kristina Holgersen, som gæster dagens ‘Du lytter til Politiken’. For det er den erfaring, hun har samlet op efter et langt liv i musikbranchen. I sin nye digtsamling ‘Altid også’ udfordrer hun uligheden. Kristina Holgersen ser sangteksten som en magtfaktor. Og så ønsker hun en samtale om en virkelighed, hvor mandlige sangskrivere får mest hæder, tjener flest penge og bliver streamet mest. Vært: Gudrun Marie Schmidt Producer: Frederik Gabrielsson Researcher: Karoline Fogh Lassen Redaktør: Line Prasz Har du fået downloadet vores nye app Politiken Lyd? Politiken Lyd er vores helt nye abonnement med eksklusive podcasts og artikler i én app. Prøv 3 måneder for 99 kr. her.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Morten Messerschmidt og Mette Frederiksen er tørnet sammen gang på gang på gang denne sommer. De har beskyldt hinanden for at lyve. Sendt blomster med sarkastiske hilsener. Og peget fingre af hinanden på alle tænkelige platforme. Det hele kulminerede – foreløbig – i folketingssalen onsdag, hvor Morten Messerschmidt endnu en gang gik til angreb på socialdemokraternes udlændingepolitik. Så nu er banen kridtet op til en politisk sæson med krudt i. Politisk analytiker Elisabet Svane gæster dagens 'Du lytter til Politiken' for at tale om, hvorfor Morten Messerschmidt er blevet Socialdemokratiets fjende nummer et, og hvordan Mette Frederiksen vil ramme den delikate balance mellem hård udlændingepolitik og nye regeringspartnere, der nok hellere ville noget andet. Vært: Kathrine Rossau Producer: Jonas Schrøder-Andreasen Researcher: Peter-Emil Hornemann Redaktør: Line Prasz Har du fået downloadet vores nye app Politiken Lyd? Politiken Lyd er vores helt nye abonnement med eksklusive podcasts og artikler i én app. Prøv 3 måneder for 99 kr. her.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Et nyt online voldsnetværk, kaldet NVE, har i den seneste tid vundet frem blandt unge. Det bliver beskrevet som en hurtigt voksende form for ekstremisme. Det foregår på nettet, skjult for forældrenes blik. Og de unge bliver rekrutteret gennem helt almindelige platforme som Roblox, TikTok og Minecraft. For få uger siden blev NVE-netværk så noget, som næsten alle kender til, da tre teenagere blev anholdt for at planlægge et voldeligt angreb mod en skole i Hadsten. Forkortelsen står for ’nihilistisk voldelig ekstremisme’, og her dyrker man vold, overgreb og selvskade i sin mest grusomme og kaotiske form, og det kan hurtigt blive svært at skelne mellem ofre og gerningsmænd. Volden har ingen ideologi eller noget budskab bag sig. Det er vold for voldens skyld. Selv om forbindelsen mellem sagen i Hadsten og de voldelige grupper ikke er dokumenteret, fik det kulturjournalist på Politiken Lars Eriksen til at kigge nærmere på NVE-netværkene. I dagens afsnit sætter han ord på, hvad det betyder, når man taler om en gamificering af vold og overgreb, og hvad man stiller op som samfund og som forældre, når man ved, at denne type ondskab findes frit tilgængelig derude. Dette afsnit omtaler selvskade og selvmord. Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, skal du tale med nogen om det. Du kan ringe anonymt til Livslinien alle dage fra klokken 11 til 05 på telefon 70 201 201. Er du akut selvmordstruet, skal du ringe 112. Vært: Kathrine Rossau Producer: Peter-Emil Hornemann Researcher: Fiona Fälling Redaktør: Line Prasz Har du fået downloadet vores nye app Politiken Lyd? Politiken Lyd er vores helt nye abonnement med eksklusive podcasts og artikler i én app. Prøv 3 måneder for 99 kr. her.See omnystudio.com/listener for privacy information.