

Husk at du kan lytte til Genstarts aktuelle episode – først i app’en DR Lyd. DR's nyhedspodcast. Tidens største og vigtigste nyhedshistorier. Få et unikt indblik i én aktuel historie, få den fortalt fra starten og få besvaret de spørgsmål, du ikke anede, du ønskede svar på. Alle hverdage og søndage - fra klokken 03:00.

Det er historien om en foretagsom levemand, der bliver velsignet af indre mission og forandrer Vestjylland. Men også om landets første miljøaktivist, og Danmarks største generationsforurening. I mere end 70 år, har Cheminova tårnet sig op på Harboøre tange. Nu lukker virksomheden, og i dagens Genstart spørger vi forfatter Kim Blæsbjerg, om det er et trist eller lykkeligt punktum for hans hjemegn. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 8. september 2026.

Tyskland anklager Rusland for at have stået bag en dronehændelse i Leipzig, der kunne være endt katastrofalt. Næsten samtidig fortæller Politiets Efterretningstjeneste, at russerne har planlagt konkrete sabotageaktioner mod Danmark. Begge hændelser rejser nu det store spørgsmål: Hvad skal konsekvensen være? Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, udlægger historien i dagens afsnit. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 7. september 2026.

Uret var engang et simpelt redskab til at aflæse tiden. Men med hjælp fra myter, astronauter og kulturikoner er det blevet meget mere. Et eksklusivt armbåndsur kan koste millioner og kræve en personlig godkendelse, før du må købe det. I dagens Genstart spørger vi komiker, skuespiller og ur-elsker Brian Lykke, om hans hobby efterhånden handler mere om penge og status end om mytisk mekanik. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 6. september 2026.

Lindsay Clancy dræber sine tre små børn en aften i 2023. Mens juryen i disse dage voterer i sagen, står hundredvis af mennesker foran retsbygningen i Massachusetts og demonstrerer for hendes frifindelse. Er Clancy offer for et system, der overser kvinders efterfødselsreaktioner, eller bør hun dømmes for den ultimative forbrydelse? I dagens Genstart tager USA-journalist, Sandra Brovall, os med ind i retssalen. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 4. september 2026.

Fem partimedlemmer går imod Troels Lund Poulsens linje. De vil stemme nej til den nye gødskningslov, der ellers skulle være et led i Venstres nye kurs mod en grønnere profil. Kan han stå fast uden at miste både bagland, vælgere og potentielt sin egen formandspost? Det spørger Genstart politisk kommentator og tidligere pressechef i Venstre Søs Marie Serup om. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 3. september 2026.

Var det folkedrab, da grønlandske piger og kvinder i 1960'erne og 70'erne fik opsat spiraler af danske læger? Det har en ekspertgruppe brugt halvandet år på at undersøge. Men undervejs i arbejdet, bliver de så uenige, at de splitter op. Nu står offentligheden så tilbage med én rapport, der ikke udelukker folkedrab og én anden, der gør. I dagens Genstart forklarer en af forfatterne, jurist Jonas Christoffersen, hvorfor han mener, folkedrab kategorisk kan afvises. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 2. september 2026.

Bokseren Dina Thorslund vinder alle fire VM-bælter og er ubestridt mester i bantamvægt. Men sejren kommer efter et år med hårde slag i livet udenfor ringen. Hun har kæmpet sig tilbage efter en spontan abort, og kort forinden karrierens vigtigste kamp får hendes sparringsmakker en hjerneblødning. Genstart i dag om Dinas behov for at rejse sig straks efter de hårdeste slag. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 1. september 2026.

Det ligner, at den tidligere forsvarsminister Mykhailo Fedorov har vendt sig mod Zelenskyj. Han blev enormt populær på at satse massivt på droner og digitalisering. Men for en måned siden blev han pludselig fyret, og i en ny video kræver han nu valg i Ukraine. Undergraver han Zelenskyjs autoritet eller hjælper han det ukrainske demokrati? Det spørger vi Charlotte Flindt, generalsekretær i sammenslutningen af civilsamfundsorganisationer, CICU, om. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 31. august 2026.

Flemming Østergaards kone var familiens faste klippe, indtil hun blev dement. Dét, der starter som små glemsler og lange indkøbsture, bliver hurtigt endnu mere alvorligt. Fuld af frustration kan Flemming kun se på, mens hans livs kærlighed svinder hen. Genstart spørger Flemming Østergaard, mest kendt som Don Ø, hvordan det ér, når den man elsker, langsomt forsvinder for øjnene af en. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 30. august 2026.

Dolly Parton opnåede en popularitet på tværs af USA, som ingen kan måle sig med. Et levende ikon sammensat af nylon, parykker og musikalsk overlegenhed. Nu er hun død i en alder af 80 år. Sammen med DRs internationale korrespondent Stephanie Surrugue undersøger vi, hvordan hun var i stand til at samle de ellers så splittede stater. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 28. august 2026.

En ung kvinde bliver fredag dræbt med et sværd på et gymnasium nordvest for Stockholm. Mens Sverige sørger, opstår der heftig trafik visse steder på internettet. Gerningsmanden mistænkes for at være aktiv i grupper, hvor bestialske massemordere og skoleskydere hyldes, og nu er han selv blevet én af ikonerne. Undersøgende journalist på DR, Kevin Shakir, har fulgt den 18-årige formodede gerningsmands digitale fodspor. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 27. august 2026.

Over halvdelen af alle unge mener, at forbruget af alkohol er for højt. Flere end halvdelen har også oplevet et pres til at drikke mere, end de har lyst til. viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. Så hvorfor bliver vi ved med at drikke, hvis vi måske ikke har lyst? Professor i sociologi på Københavns Universitet, Jakob Demant, fortæller om den danske fuldskabskultur. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 26. august 2026.

USA har nedskaleret en stort anlagt amerikansk militærøvelse med Sydkorea og nu ynder Trump at mødes med den nordkoreanske diktator inden årets udgang. Genstart spørger chefredaktør på Frihedsbrevet og Nordkorea-nørd, om Trumps fremstrakte hånd er endnu en fjer i Kim Jong-Uns hat? Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 25. august 2026.

Noah Rosendal er blandt de omkring 30 børn, der en september nat i 2016 forsvinder fra Lolland. Børnene er vokset op i den kristne frikirke Faderhuset. Lige siden har mange undret sig over, hvad der skete med de mange børn, der i al hast skulle ud af landet. I sin nye bog, Barn af Faderhuset, fortæller 22-årige Noah Rosendal nu om en barndom, der har været præget af vold, hjernevask og dæmonuddrivelser. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 24. august 2026.

Den nyeste sæson af 'Gift ved første blik' har fået DR til at love, at de vil gå deres casting-proces i sømmene. Forud for premieren er et af parrene nemlig klippet ud. Reality-tv har i løbet af de seneste årtier udviklet sig vildere og voldsommere. Der har været transmitteret vold, sex og endda pædofili anekdoter. Men har en ny form for forsigtighed ramt branchen? Det spørger Genstart en af landets mest erfarne castere, Elisa Lykke, om i dag. Vært: Simon Stefanski Program publiceret i DR Lyd d. 23. august 2026.

Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt sad tirsdag overfor hinanden i retten på Frederiksberg i en principiel prøvning af, hvad politikere kan sige til hinanden. Messerschmidt forsøgte at bevise, at hans ære er blevet krænket, mens Lidegaards advokat endte med at beskylde Messerschmidt for utilsløret racisme. Politisk journalist på Jyllands-Posten Anders Redder var til stede hele dagen, og svarer på om det hele blot var et stort politisk teater? Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 21. august 2026.

De har holdt landbrug længe før os, koloniseret andre tuer, degraderet hanmyrerne til flyvende sædceller. I millioner år har myrerne udviklet ekstremt organiserede samfund. Man skal nok ikke lade sig inspirere for meget af myrernes verden, men ny dansk forskning, at deres mystiske evner kan hjælpe os med at slå bakterier ihjel. Svaret ligger i myrernes fodspor. I dagens Genstart fortæller biolog og forsker ved Aarhus Universitet Ida Cecilie Jensen om sin forskning. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 20. august 2026.

Propfyldte cykelstier lyder som den danske drøm. Børn, voksne, ladcykler, racerne og turisterne. Men noget tyder på, at cykelstierne ikke er gearet til den eksplosive udvikling i de store byer. Det skaber farlige situationer og uheld. Cyklistforbundet har nu luftet muligheden for at sende de hurtige cyklister ud på vejbanen. Genstart spørger cykelelsker, Niels Christian Meyer, bedst kendt som tv-værten Bubber, om cyklisterne selv har et ansvar for udviklingen? Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 19. august 2026.

Problemulven fra Oksbøl er nedlagt, og minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, fremviser stolt den nedskudte ulv for den samlede danske verdenspresse. Men han er ikke tilfreds endnu. Ulven, der viste tænder til en kondiløber i Bunken Klitplantage, bør også skydes. Det er ulveekspert Peter Sunde lodret imod, og han føler sig fanget i krydsilden i én af landets mest betændte debatter. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 18. august 2026.

"Creep-brillen", "krænker-brillen" og "overgrebs-brillen fra helvede" - det er bare nogle af de øgenavne, Metas store satsning har fået efter en storslået lancering. De skulle være svaret på fremtidens smartphone, men en lyssky brug af brillerne har givet dem et dårligt ry. Er grænsen nået for, hvor meget privatliv vi er villige til at give afkald på for en bekvem teknologisk gadget? Det undersøger vi med techjournalist og vært på Prompt, Marie Høst. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 17. august 2026.

"Jeg er sådan set hverken din stakler eller en eller anden, du bare kan udnytte, som det fucking passer dig. TAG DIG SAMMEN!!!!". Mails og sms'er vælter ind på Knud Brix' telefon. Det er beskeder fra hans stalker. En kvinde, han har haft et flirtende møde med, men som siden har sendt hundredvis af beskeder, skældsord, beskyldninger og kærlighedserklæringer. I dagens afsnit fortæller Knud Brix, chefredaktør og tidligere vært på Genstart, sin historie om stalking, der kulminerer en tidlig morgen i hans eget hjem. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 16. august 2026.

Morten Messerschmidt afbryder Folketingets sommerferie og indkalder til hasteforespørgsel. For efter at tusindvis af migranter svømmer i land i den spanske eksklave Ceuta, angriber han straks statsministeren på udlændingespørgsmålet. Onsdag står de så ansigt til ansigt i folketingssalen. Så har Morten Messerschmidt fundet Mette Frederiksens akilleshæl? Det spørger vi Thomas Juul-Dam om, partner i kommunikationsbureauet Primetime og politisk kommentator på DR-podcasten Magten. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 14. august 2026.

Sædprøver, hormoner, ægudtagning - drømmen om en familie er ikke ligetil for alle. Men for en lille, særlig gruppe, der brændende ønsker sig et barn, er også fertilietshjælp lukket land. De er blevet stemplet "uegnede som forældre", og der er nu ingen hjælp at hente, hvis fertilitetsbehandling er nødvendig. I dagens Genstart fortæller undersøgende journalist ved Zetland, Line Gertsen, der står bag serien 'De Uegnede, om par der bliver erklæret uegnet, uden måske reelt at være det. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 13. august 2026.

De seneste år er den ene shitstorm efter den anden ramt med fuld kraft - på få timer er sager eksploderet, fronter trukket op og dommen faldet i offentligheden. Politikens kritiker og podcastvært Eva Eistrup mener, at vi ikke udnytter stormens fulde potentiale, at der faktisk kan eksistere noget så smukt som en konstruktiv shitstorm. Så i dag spørger Genstart, hvad det er for et potentiale, vi overser, når det digitale blæsevejr raser? Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 12. august 2026.

Den københavnske bydel Tingbjerg er blevet kaldt en ghetto, et parallelsamfund og flere gange har de gule murstensbyggerier været kulisse for voldsomme bandekonflikter. Men de seneste år har fortællingen om Tingbjerg ændret sig. Den er endda kommet af den såkaldte ghettoliste. Men nu brænder Tingbjerg igen. I dagens Genstart taler vi med Anja Brinch, en af Tingbjergs mest loyale beboere. Hun har elsket at bo der, men nu vil hun flytte. Hvorfor er det netop nu, at hun har mistet tålmodigheden? Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 11. august 2026.

Ariana Grandes krop er igen og igen blevet genstand for debat. På trods af at superstjernen har frabedt sig kommentarer på sit udseende, så bliver hun anklaget for at være for tynd, ja næsten at ligne et skellet. Nu får en ny musikvideo debatten til at genopblusse, og spørgsmålet er, om fansenes bekymring er et udtryk for rettidig omsorg eller en kynisk udskamning af popstjernes krop? Det spørger Genstart om i dag, hvor journalist, Grande-fan og ambassadør for Somenta Lissa Paustian gæster studiet. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 10. august 2026.

Kort før VM-finalen forsøger FIFA's kontroversielle præsident, Gianni Infantino, i al hemmelighed at sælge dele af VM-rettighederne til kapitalfonde med forbindelser til Trump-familien. Det går galt og udløser en lavine af kritik, krisemøder og trusler om boykot. Dagene der følger, kalder journalist og fodboldelsker, Asker Hedegaard Boye, for "de vigtigste døgn i fodboldens historie". Kan Infantino overleve endnu en krise, og kan fodbolden? Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 9. august 2026.

Sommeren er magisk. Endelig kommer tiden, hvor man kan flirte i det fri og følge sine inderste længsler ud i de lune nætter. Det er i hvert fald sådan forfatter, podcastvært og single Marie Louise Tüxen, forestiller sig lysets sæson. Men på trods af det store potentiale, ender de lækre flirts uforløst. Så dagens Genstart undersøger om vores lyst til at forpligte os over for hinanden er så meget i forfald, at selv sommeren lider under det. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 7. august 2026.

De unge er som parasitter og kakerlakker. De ord var dråben for Indiens unge, så de går på gaden i de største protester i verdens folkerigeste land. "Kakerlakkerne" bruger en blanding af memes og Ghandi-metoder til at presse Indiens stærke mand, premierminister Modi - og det virker. Genstart går sammen med Indien-ekspert, Caroline Lillelund, på gaden med Indiens Generation Z. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 6. august 2026.

Den spanske eksklave Ceuta er den seneste uge blevet et mikrokosmos for hele Europas udlændingedebat. Men selvom størstedelen af migranterne er vendt tilbage over grænsen, så hænger spørgsmålet stadig i luften: Hvorfor krydsede så mange mennesker grænsen til Ceuta på så kort tid? Det taler Genstart i dag med DR's udlandsjournalist Victor Schrøder Friis om, der netop er hjemvendt fra eksklaven. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 5. august 2026.

Andrew og Tristan Tate er igen blevet anholdt - og igen sigtet for rufferi, menneskehandel og voldtægt. Nu ønsker Storbritannien brødrene udleveret fra USA, men de nægter sig skyldige. Bliver det her enden for internettets mest profilerede ultramaskulinister? Det spørger vi fagkonsulent i Center for Digital Pædagogik, Sandra Halskov, om. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 4. august 2026.

Når professor Jørgen Bo Larsen ser Sydeuropas skove brænde, ser han ikke kun ødelæggelser og klimaforandringer. Han ser også et sammenstød mellem mennesker og natur. Har vi givet skovene for gode betingelser for at gå i brand? Det spørger Genstart om i dag. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 3. august 2026.

Madonna har skubbet grænserne for, hvordan man kan være kvinde og menneske i verden. Nu udgiver hun i en alder af 67 et nyt ombejlet album. Med plastikopereret ansigt, langt platinblondt hår og i kropsnær trikot på en ualmindeligt ungdommelig krop synger hun om kærlighed og frihed. Kulturskribent ved Weekendavisen Sarah Von Essen fortæller om den vej, Madonna viser ind i alderdommen. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 31. juli 2026.

På et øjeblik går Henrik Qvortrup fra at se VM-fodbold til at få besked om, at hans liv var i fare. Dødbringende bakterier bevæger sig i al hast mod hans vitale organer. I dagens Genstart fortæller den mangeårige journalist og politiske kommentator, hvordan det er at vågne op, når man har forberedt sig på at dø. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 30. juli 2026.

Abdul Ballout fortæller i en video, at han står bag weekendens terrorangreb til Pride i Berlin. Han bekender sig samtidig til Islamisk Stat og dermed bliver manges frygt bekræftet: det dødelige angreb havde et islamistisk motiv. I dagens Genstart forsøger Mads Jedzini, der forsker i tysk politik, at besvare det spørgsmål, der nu står tilbage: Hvordan kunne det ske? Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 29. juli 2026.

En plakat med en abstrakt afrofigur får Copenhagen Jazz Festival anklaget for racisme. Men den kritik har kunstneren bag værket selv svært ved at forstå. Jack Kabangu kom fra Zambia til Holstebro som 10-årig og er på få år blevet et internationalt kunstnavn. Hans værker har aldrig handlet om nedgørelsen af sorte, så hvordan er det at høre sin kunst blive omtalt som racistisk mod afro-kultur? Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 28. juli 2026.

Det har været et skrækkeligt år på de danske statsbaner. Alene i april var knap 2 millioner af DSB's passagerer ramt af forsinkelser. I sidste uge anbefalede DSB endda, at man udskød sin rejse med dem. Når togbusser er blevet normen og tog til tiden næsten er en utopi, kan man så forsvare DSB? Tommy O. Jensen civilingeniør, formand for Dansk Jernebaneklub og tidligere redaktør på tidsskriftet Jernbanen mener, at det bare er en fase. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 27. juli 2026.

Rivaliseringen mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar er blevet ophævet til en af de mest ikoniske dyster i nyere sportshistorie. De har presset hinanden til det yderste og med det gjort cykelsporten endnu mere magisk. Men nu er Jonas Vingegaard ude af løbet, og i dagens Genstart fortæller Chefredaktør på Feltet.dk Camilla Boraghi, hvorfor en dygtig rival gør alt og alle bedre. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 24. juli 2026.

Det iranske regime bøjer sig ikke for Trumps trusler. Tværtimod. Regimet anklages for at gå efter civile mål blandt USA's allierede i regionen i krigen, der ikke har udsigt til en slutning. Imens rammer udmattelsen USA, hvor krigen har kostet 439 milliarder kroner. DR's mellemøstkorrespondent, Nanna Muus Steffensen, fortæller, hvad Donald Trump ikke har forstået om sin fjende. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 23. juli 2026.

På vejen mod toppen har Viktor Axelsen ofret nærmest alt for sin sport. Han har justeret hvert eneste lille knap i kroppen og sindet, der kunne forbedre ham bare det mindste. Men nu hvor kroppen har sagt stop, spørger Genstart; Hvad har den evige kompromisløshed i vejen mod at være den bedste kostet? Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 22. juli 2026.

Onlinefællesskaber, hvor ekstreme maskuline idealer bliver flettet sammen med kvindehad, har de seneste år fået politikere til at advare mod algoritmens tag i unge mænd. Debattør Rasmus Emborg savner et mere nuanceret blik på mandefællesskaber, hvor ikke alt stemples som giftig maskulinitet. Genstart spørger ham, hvor grænserne mellem ufarlig selvhjælp og radikalisering går? Vært: Thomas Tjaerandsen. Program publiceret i DR Lyd d. 21. juli 2026.

I mere end 20 år har Casper Christensen og Frank Hvam lagt navn og krop til det umage og tåkrummende makkerpar i komedieserien 'Klovn'. Nu gør de det igen. Vennerne er kommet op i alderen, kvinderne har forladt dem og hårgrænsen rykker sig. Hvad stiller to fastlåste mænd i 50'erne egentlig op med livet - og tidsånden, der slet ikke går deres vej. Det spørger Genstart virkelighedens Casper og Frank om i dag. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 20. juli 2026.

Den bedrageriske trojanske hest sikrer Odysseus en listig og blodig sejr i Troja, og efter ti lange år skal han hjem. Men det bliver en grufuld rejse. Christoffer Nolans nye film 'The Odyssey' genfortæller myten om menneskets mod og list, men også vores selvoptagethed, svigagtighed og civilisationens skrøbelige bånd. I dagens Genstart fortæller podcastvært og ekspert i myter, Sophus Helle, om Odysséen, der kan synes mere aktuel end nogensinde. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 17. juli 2026.

I tusindvis marcherer europæiske soldater ned ad Champs-Élysées. De ranke rygge vidner om en nyfunden europæisk sammenhængskraft. En koalition af lande, der står sammen mod Putin, men ligeså vigtigt står de også uden USA. Militærparaden kommer efter sidste uges NATO-topmøde, hvor sprækkerne i forsvarssamarbejdet hurtigt viste sig. DRs EU og NATO-korrespondent Ole Ryborg fortæller om en ny europæisk æra. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 16. juli 2026.

Hollywood og superstjerner elsker Italien, og især Sicilien bliver set som et nyt cool, råt og autentisk ferieparadis. Dét, på trods af både mafia-kriminalitet, fattigdom og lokale italienere, der mener, at den rige elite bør blive væk. Dagens Genstart rejser med antropolog Sine Plambech til Italien og spørger, om opmærksomheden ødelægger den italienske charme? Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 15. juli 2026.

Trumps inderkreds har røbet hemmeligheder og lækket oplysninger fra dybt fortrolige rum. Nu er de endt i bogen 'Regime Change' og hver eneste side er spækket med kuriøse detaljer fra det ovale værelse. I dagens Genstart fortæller DR's internationale korrespondent Stéphanie Surrugue om en præsident, der bliver portrætteret som hævngerrig og egenrådig. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 14. juli 2026.

Videoen, hvor kirkeminister Ida Auken fistpumper i sin ministerbil, falder mange for brystet. Hun fejrer, at Folketinget nu får tilknyttet en præst, der kan tale med politikerne om sorg og eksistentielle spørgsmål. Journalist på Weekendavisen Lone Frank ser det som en del af et større skred i vesten, hvor kristendommen bliver tiltagende populær og blandes mere og mere sammen med politik. Genstart spørger hende, hvordan en stille og rolig protestantisk folketingspræst dog kan være et tegn på et demokratisk forfald? Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 13. juli 2026.

Norges stjerneangriber Erling Haaland har scoret mål på mål ved VM. Det er vel hans fortjeneste, at Norge har trodset årtiers slutrundetørke, og roet sig hele vejen til kvartfinalen. I morgen skal vikingerne spille deres skæbnekamp mod England, men har Erling Haaland og resten af holdet, hvad der skal til? Dagens gæst, tidligere landsholdsspiller Mathias Zanka, ved alt for godt, hvordan det er at stå over for målmaskinen. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 10. juli 2026.

Fejlslagne it-systemer, himmelråbende ejendomsvurderinger, folk der bliver opkrævet 110 procent i skat og andre, der bliver opkrævet alt, alt for lidt. I mange år har skandalerne stået i kø, og nu kræver skatteminister Jakob Engel Schmidt en gennemgribende kulturforandring i Skat. Men har politikerne måske selv været med til at skabe den kultur, der hersker? Genstart i dag med tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, der i dag er direktør i Danske Advokater. Vært: Anna Ingrisch. Program publiceret i DR Lyd d. 9. juli 2026.

Da en deltager i Hotel Romantik fortæller åbent om sine rejsningsproblemer, får han straks ros for modet og ærligheden. Selvom han ikke er alene, ændrer det dog ikke på, at det for mange både er sorgfuldt og tabubelagt. Spørgsmålet er, om vi måske tillægger det erigerede lem alt for stor betydning og magt? Dagens gæst er læge og professor i sexologi Christian Graugaard. Vært: Simon Stefanski. Program publiceret i DR Lyd d. 8. juli 2026.