Sabrina Carpenter folder voksenlivets børnesygdomme ud – én relaterbar linje ad gangen

Sabrina Carpenter mestrer kunsten at gøre det personlige til popkulturelt fælleseje. Hendes nye sang “Manchild” rammer en følelse, mange kan genkende: frustrationen over at stå over for voksne, der opfører sig, som om de aldrig rigtig er vokset fra teenageværelsets dramatiske klodsethed.

På veloplagte verslænge hiver Carpenter de mindre charmerende sider frem, vi alle har mødt i de såkaldte “mænd” – dem der måske skal bruge lidt ekstra tid i voksenafdelingen, hvis du forstår, hvad jeg mener. Der er både blinkende øjne, små selvironiske stikpiller og selvsikkerhed på den der måde, kun Sabrina Carpenter slipper afsted med.

Hun pakker det hele flot ind i farverige linjer, hvor hun mere elegant end surmulende prikker til dobbeltmoral, drama og det der ansvar, der alt for let bliver skubbet væk – helst over på andre.

Sangen får ikke bare lytteren til at nikke genkendende, men måske også trække lidt på smilebåndet. For hvem har ikke hørt den dér forklaring på, hvorfor voksenlivet ikke lige passede i dag – eller i sidste uge?

Med “Manchild” beviser Sabrina Carpenter, at hun forstår at gøre pop til terapi for både ører og humør – og så er det altså okay at føle sig lidt mindre alene, hvis man også har mødt en voksen mand, der egentlig bare er en stor dreng.